“Mit sprogs grænser er min verdens grænser”

Ludwig Wittgensteins berømte citat indkapsler betydningen af at vedligeholde og udvikle sit eget sprog, så man bedst muligt er i stand til at forstå og analysere den omkringliggende verden. Det danske sprog er i disse år i rivende udvikling, med hastig tilkomst af sproglige nydannelser, anglicismer og import af udenlandske udtryk. Låneord som “best practice”, “DEI” og “fake news” har vundet indpas, og flere politiske partier forsøger sig med udtryk som ”demure”, ”brat” og ”no cap” i kampagnevideoer. Men hvad sker der, når vi ukritisk importerer udenlandske ord og udtryk? Risikerer vi også at få andre, mere uhensigtsmæssige, tendenser med i købet? Hvordan sørger vi for at holde de sproglige og verdslige grænser åbne? Og hvordan kan kommunikatører drage nytte af udviklingen?